Der er noget absurd ved, at det er dem med de tungeste værktøjskasser, der skal bære det længste arbejdsliv.
Ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd topper de faglærte mænd listen over dem med de længste arbejdsliv. De arbejder nemlig 44,9 fuldtids år i gennemsnit. Det er mureren med slidte knæ, tømreren med ødelagte skuldre og industriarbejderen med ryggen som et rusten metalrør, der holder længst ud.
AE’s analyse viser også, at hver fjerde ufaglærte mand i gennemsnit arbejder mere end 48 år – ofte som specialarbejdere. Et hårdt fysisk arbejde.
Til sammenligning arbejder akademikerne 42,3 år. De kommer senere ind på arbejdsmarkedet og selv på trods af, at flere arbejder efter folkepensionsalderen, kan de ikke indhente de faglærte.
Når man ser det, virker arbejdsmarkedet mest som et stillads, der er samlet skævt fra starten: Jo mere fysisk hårdt du arbejder, desto længere tid skal du arbejde. Hvor er rimeligheden i det?
Det er ikke, fordi akademikere ikke bidrager – selvfølgelig gør de det, og deres bidrag er lige så vigtigt og nødvendigt. Men det er, som om vi i Danmark har opbygget et pensionssystem, hvor det fysiske slid bliver mødt med kolde tal i Excel-ark og en hovedrysten, når dem med slidgigt i hænder og knæ taler om tidligere pension.
For den faglærte, der har arbejdet siden han var 17 år og ikke har skyggen af hoftebrusk tilbage, er virkeligheden mere end sorte tal i et Excel ark. Den er konkret. Den er tung og gør ondt i lænden.
For selvfølgelig er der forskel på at arbejde med hænderne og at arbejde med hovedet. Det er der bare ikke i vores pensionssystem. Der er ingen plads til at tage højde for slid, skæv ryg eller søvnløse nætter med smerter i led og muskler. Det eneste, systemet måler, er år – ikke hvordan de føles.
Det her handler ikke om at pege fingre ad nogen. Det handler om virkelige mennesker. Det handler om at tage fingrene ud af ørerne og høre virkeligheden for de mange faglærte og ufaglærte i Vejle og resten af Danmark.
AE’s analyse er endnu en påmindelse – eller rettere: endnu en alarmklokke, der bimler som en fabriksfløjte, om at der er akut behov for politisk handling.
Vi kan ikke fortsætte med at lade som om, at alle kroppe holder lige længe, eller at alle job slider ens.
Løsningen er ikke raketvidenskab. Den er faktisk temmelig jordnær. Løft og udvid Arnepension. Lad den udvides i samme takt som pensionsalderen, og sørg for, at beløbet man får, er noget, man rent faktisk kan leve af.
Sørg for, at dem med de tungeste løft har en værdig og retfærdig ret til at trække sig tilbage før kroppen er slidt op og de skal køres af arbejdsmarkedet i en trillebør.
Lige nu sidder politikerne i Folketinget på hænderne – og det er ikke hænder, de bruger til at bære stillads, svinge hamre eller flytte tunge metalplader. Det gør de faglærte og ufaglærte. Og de har brug for mere end klap på skulderen og varme ord.
Med venlig hilsen Martin Jensen, Formand for 3F Vejle 3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening. 3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet. · Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle ·
· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk ·
Danmarks Stærkeste Fagforening
Din fremtid - Vores opgave
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.