Politikerne på Christiansborg vil gerne have ledige kontanthjælpsmodtagere ud på arbejdsmarkedet for at bidrage til fællesskabet som ”betaling” for deres kontanthjælpsydelse. Langt flere ledige skal i nyttejobs, som det hedder, og det gælder især de mange tusinde kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, der har været uden for arbejdsmarkedet i mange år.
Jens Ejner, Hvordan og hvor vil du finde alle disse nye nyttejobs
Det er kommunerne, der skal sætte gang i denne nytteindsats. Derfor spørger vi nu dig, Jens Ejner, (borgmester): Hvordan og hvor vil du finde alle disse nye nyttejobs, som vores aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere kan udføre? Hvordan vil du skabe meningsfuld beskæftigelse for disse mennesker, som det konkret handler om her i Vejle?
Det bliver rigtigt svært. Disse nyttejobs må nemlig ikke fortrænge almindelige jobs, som kunne være udført af almindelige medarbejdere for eksempel fra 3F eller FOA. Kommunen må altså ikke sende kontanthjælpsmodtagere ud for at klippe hæk eller passe ældre på vores plejehjem, og dermed fyre en ordinært ansat. Og det kan vel ikke kaldes meningsfuld beskæftigelse at samle visne blade i Nørreskoven eller tælle bilerne på Horsensvej.
I 3F og FOA er vi selvfølgelig modstander af nyttejobs. Vi får minimalt arbejdsudbud ud af en hundedyr indsats, som er helt ligegyldig for de ledige og virksomhederne, og som er ved at sætte grå hår i hovedet på de kommunale embedsmænd.
Lidt over 566.000 kr. for hver nyttejobber
Tænk sig: På landsplan er der afsat 170 mio. kr., som vil give 300 fuldtidsansatte. Men andre ord vil det koste lidt over 566.000 kr. for hver nyttejobber, der kommer i arbejde.
I 3F og FOA går vi naturligvis ind for ret og pligt, men det behøver da ikke at være helt plim og spild af penge!
Lad os derimod gøre det modsatte. I stedet for at finde noget totalt meningsløst aktivering skal vi give dem nogle reelle kompetencer, så de kan bestride et helt almindeligt job på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Lad os derfor investere i et massivt uddannelses- og kompetenceløft for denne målgruppe – så vi kan sikre virksomhederne den arbejdskraft med de kompetencer de efterspørger.
I 3F har vi foreslået at oprette en integrations-erhvervsuddannelse, (I-EUD) som indeholder meget mere sprog og kulturundervisning end normalt, og som varer et år længere. Vi har også foreslået en større investering i en række arbejdsmarkedsuddannelser på AMU-centrene med stærk fokus på integration, sprog og kultur. Vi kalder det for integrations-AMU (I-AMU).
Smid nytteindsatsen i skraldespanden
Den nye nytteindsats bør smides i skraldespanden. Og går vi ned i detaljerne i aftalen er det uforståeligt, at regeringen vil afskaffe rimelighedskravet og varighedsbegrænsningen, som jo netop er indføjet for at sikre, at nyttejobbere ikke bruges i stedet for normal arbejdskraft, og at de ledige ikke kan være i nyttejobs på ubestemt tid.
Og vi går naturligvis ud fra, at borgmesteren er enig i, at en tillidsrepræsentant skal godkende oprettelsen af nyttejob i kommunens virksomheder og institutioner.
I 3F og FOA vil vi meget hellere have opkvalificering og uddannelse end at sende folk ud i meningsløs beskæftigelse. Jeg håber, politikerne på Christiansborg kommer på andre tanker, når først virkeligheden melder sig herude i provinsen, hvor regeringens tanker skal føres ud i livet.
Kære borgmester, sæt endelig kaffen over
Men indtil da, ser vi meget frem til borgmesterens svar. Og vi møder gerne op til en snak om hvordan vi minimerer de værste skader ved oprettelsen af nyttejob – så kære borgmester, sæt endelig kaffen over.
Med venlig hilsen
Martin Jensen, Formand for 3F Vejle og Jens Lund, Formand for FOA Trekanten
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.