Højtuddannede akademikere får langt mere ud af vores sundhedssystem end ufaglærte og folk med kortere uddannelser. Det har vi vidst i årtier, senest dokumenteret i en rapport fra Sundhedsstyrelsen i 2020. Det er naturligvis helt urimeligt, og sundhedspolitikere fra alle sider af folketingssalen har da også de senere år erklæret deres støtte til mere lighed i sundhedssystemet.

Men de politiske erklæringer har ikke hjulpet en pind. Det er fortsat direktøren, der skummer fløden af vores sundhedssystem, mens arbejdsmanden efterlades på perronen. Uligheden i sundhed er stigende, og vi frygter en yderligere stigning de kommende år, hvor det offentlige – sundhedssystemet inkluderet - skal på smalkost.

I 3F har vi netop lavet en undersøgelse, der illustrerer den stigende ulighed i sundhed. Her er tre nedslag i undersøgelsen.

Første nedslag handler om smerter og arbejdsmiljø. 71 procent af 3F’erne mellem 40 og 59 år oplever at have smerter i kroppen i løbet af en arbejdsdag. Det gælder kun 44 procent af befolkningen generelt i samme aldersgruppe. 67 procent af de kortuddannede 3F’ere tager smerterne med hjem i privaten, mens det kun gælder for 43 procent af befolkningen generelt. Lavt uddannede lever altså livet på smertestillende piller, og det hæmmer livskvaliteten – også i fritiden - og resulterer ofte i nedslidning. Her burde sundhedssystem træde til med en bred vifte af forebyggende tiltag og en række tilbud til behandling af smerter. Men det sker ikke. Der er ganske enkelt ikke sundhedsmæssigt fokus på disse arbejdsrelaterede skader. Der er heller ikke tilstrækkeligt fokus på det arbejdsmiljø, som er baggrunden for de lavt-uddannedes helbredsproblemer. Det skal laves om, hvis politikernes ambitioner skal være andet end tom teatertorden.

Andet nedslag handler om rygning. Kortuddannede ryger mere end højtuddannede. Der er for eksempel dobbelt så mange unge rygere blandt 3F-medlemmer som blandt unge generelt. Det er naturligvis et personligt ansvar, om man vil ryge eller ej. Men der er også behov for at se på rammerne og mulighederne for at stoppe med at ryge. Generelt ved vi fra undersøgelser, at det er typiske 3F arbejdspladser, der har de færreste sundhedstilbud til medarbejderne, og de manglende tilbud gør sig desværre også gældende, når det kommer til rygestop. Under halvdelen af 3F´erne ved, om der overhovedet er et tilbud om hjælp til rygestop på arbejdspladsen. Spørger man specifikt rygerne, svarer hele 45 procent, at der ikke er et sådant tilbud. Der er derfor behov for, at kommuner bliver meget mere præcise i, hvordan de skal nå de kortuddannede. Hvis de kortuddannede ikke opsøger rygestoptilbuddene, er der behov for at rygestoptilbuddene opsøger dem – på arbejdspladser eller hvor de i øvrigt bor og færdes.

Tredje nedslag er økonomi. Det er dyrt at købe medicin og gå til tandlæge. Mere end hver fjerde 3F´er i aldersgruppen 30-39 år har for eksempel undladt at købe den nødvendige medicin af økonomiske årsager, og halvdelen af 3F´erne under 40 år har undladt at gå til tandlægen af samme grund. Egenbetaling belaster de kortuddannede langt mere end de højtuddannede, og det skal laves om, hvis vi skal have mere lighed i sundhed fremover.

Mange tror fejlagtigt, at vi har et frit, lige og gratis sundhedssystem i Danmark. Det er en skrøne. Vi har et sundhedssystem for de veluddannede, ressourcestærke danskere, som har tid, overskud og kompetencer til at kræve deres ret og deres behandling. Arbejdsmanden må stå med hatten i hånden uden behandling og omsorg. Det er ikke retfærdigt, det kan vi ikke være bekendt. Det skal laves om, hvis tilliden til sundhedssystemet skal opretholdes i de kommende årtier hos den almindelige dansker.