Nyheder
Nej tak til lavere beløbsgrænse Udenlandsk arbejdskraft fra 3. verdenslande vil presse den danske model, hvilket de færreste – både arbejdsgivere, lønmodtager og politikere – ønsker. Derfor opfordrer vi regeringen til blankt at afvise arbejdsgivernes og de blå politikeres ønske om at sænke beløbsgrænsen. Der må findes andre og bedre løsninger på de nuværende udfordringer.

Erhvervslivet vil gerne have lov til at hente udenlandsk arbejdskraft i 3. verdenslande ved at sænke den såkaldte beløbsgrænse fra 445.000 om året til kun 360.000 kroner inkl. feriepenge og pension om året. Beløbsgrænsen er en minimumsgrænse for, hvad en udenlandsk arbejder fra lande uden for EU og EØS skal have i årlig løn inkl. feriepenge og pension, for at kunne få arbejdstilladelse i Danmark.

Vi hjælper gerne med at finde konstruktive løsninger
I 3F vil vi gerne hjælpe virksomhederne med at finde den manglende arbejdskraft. Vi hjælper også gerne med at finde konstruktive løsninger på, hvordan papirarbejdet omkring udenlandsk arbejdskraft kan gøres enklere og mere smidigt. Vi er klar til en konstruktiv diskussion af, hvordan positivlisten kan gøres mere smidig, og vi minder dagligt arbejdsgiverne om, at de frit og kvit kan hente udenlandsk arbejdskraft i EU, hvor der i øjeblikket er cirka 14 millioner arbejdsløse.

Men vi siger klart og entydigt nej til at sænke beløbsgrænsen. Vi vil stærkt advare mod forslaget, fordi det vil få enorme negative konsekvenser for de danske lønmodtagere og hele det danske arbejdsmarked.

Alle vil blive presset på lønnen 
En nylig undersøgelse fra AE viser, at 80 procent af de danske faglærte i dag får en løn på over 360.000 kroner om året. De vil derfor alle blive presset på lønnen af den udenlandske arbejdskraft fra 3. verdenslande, hvis arbejdsgiverne kommer igennem med deres ønske. Det vil være en katastrofe for de danske lønmodtagere, der skal betale husleje, bil og børnepasning i Danmark – hvilket udlændinge jo ikke skal.

Samtidig har vi set talrige eksempler på, hvordan skruppelløse arbejdsgivere har misbrugt udlændinge til at dumpe løn, arbejdsmiljø og arbejdsforhold på danske arbejdspladser. Det går simpelthen ikke på det danske arbejdsmarked, som i bred forstand er bygget på tillid og ordnede forhold.

Der findes andre og bedre løsninger
Udenlandsk arbejdskraft fra 3. verdenslande vil presse den danske model, hvilket de færreste – både arbejdsgivere, lønmodtager og politikere – ønsker. Derfor opfordrer vi regeringen til blankt at afvise arbejdsgivernes og de blå politikeres ønske om at sænke beløbsgrænsen. Der må findes andre og bedre løsninger på de nuværende udfordringer.

Med venlig hilsen
Martin Jensen
Formand for 3F Vejle

3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening.

3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet.

· Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle · 

· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk · 
Danmarks Stærkeste Fagforening 
Din fremtid - Vores opgave


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt