Nyheder
Regeringsudspil - revideret udlændingebekendtgørelse i høring: Sig nej til mere social dumping Regeringen bør øjeblikkeligt droppe en administrativ ændring af en bekendtgørelse, der vil føre til endnu mere misbrug, snyd og social dumping på de danske arbejdspladser.

På hel gal kurs
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) er på hel gal kurs, når han med et administrativt pennestrøg vil lempe udlændingereglerne, så virksomhederne fremover får langt bedre muligheder for ukontrolleret at hente billig, udenlandsk arbejdskraft i 3. verdens lande, for eksempel Asien, Afrika og Sydamerika.

Ændringerne vil åbne en ladeport for social dumping og massiv underbetaling, hvor især de danske byggepladser kan blive oversvømmet med udenlandsk arbejdskraft, der helt lovligt kan arbejde til løn- og arbejdsvilkår, der er langt ringere end de danske. Det er helt uholdbart for det danske arbejdsmarked og de danske lønmodtagere, og ministeren bør øjeblikkeligt trække sine ændringer tilbage.

Revideret udlændingebekendtgørelse i høring efter ønske fra erhvervslivet
Kaare Dybvad Bek har sendt et udkast til en revideret udlændingebekendtgørelse i høring. Ministeren vil, efter ønske fra erhvervslivet, udvide bekendtgørelsens § 24 om udlændinges fritagelse for krav om arbejdstilladelse.

Med den foreslåede ændring gives som noget nyt mulighed for, at udlændinge, som er ansat i en i udlandet etableret virksomhed, der er koncernforbundet med en i Danmark etableret virksomhed med minimum 50 ansatte, kan indrejse og udføre arbejde for den i Danmark etablerede virksomhed tre måneder om året - to adskilte arbejdsophold af hver højst 15 arbejdsdages varighed inden for 180 dage.

Socialdumping, udlændingene kan komme til at arbejde på løn- og arbejdsvilkår, der ligger langt under danske vilkår
Forslaget indebærer, at man vil kunne arbejde tre måneder om året uden arbejdstilladelse. Det vil sige, at udlændinge fra 3. lande ikke skal leve op til de krav og regler, der sædvanligvis gælder for ophold for tredjelandsborgere på de andre ordninger. Med andre ord: udlændingene kan nu arbejde på løn- og arbejdsvilkår, der ligger langt under, hvad der er sædvanligt for det danske arbejdsmarked. Dertil kommer, at de vil være næsten umuligt at kontrollere, hvor længe personerne reelt har arbejdet i landet.

Jeg er helt uforstående over, at et sådant initiativ kan komme fra en socialdemokratisk minister. Og ikke mindst, at et forslag med så indgribende politiske konsekvenser ændres via en bekendtgørelse.

Lusket igennem ved en ændring i en bekendtgørelse uden at inddrage folketingets partier
Det er fuldstændigt uacceptabelt. Ministeren må have overset de negative konsekvenser af den ”administrative” bekendtgørelsesændring. Ændringerne skal droppes, og det er vores klare forventning, at de kommende udspil fra regeringen bygger på gode, solide og ordentlige forhold på det danske arbejdsmarked i stedet for at åbne en ladeport for yderligere social dumping og arbejdskriminalitet – endda lusket igennem ved en ændring i en bekendtgørelse uden at inddrage folketingets partier!

Med venlig hilsen

Martin Jensen
Formand for 3F Vejle

3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening.

3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet.

· Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle · 
· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk · 
Danmarks Stærkeste Fagforening 
Din fremtid - Vores opgave

 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt