Nyheder
Mening: Sig nej til udhuling af dagpengene og billig arbejdskraft på den anden side af jordkloden Vi skal holde fast i en regering, der skaber gode resultater for almindelige danskere.

Der er nu under to uger til, at vi skal i valgboksen og sætte vores kryds – et ganske vigtigt kryds. Der er nemlig stor forskel på, hvad rød og blå blok vil gøre for helt almindelige danskere, hvordan de vil styre samfundet i de kommende år.

Gode resultater for det arbejdende folk
Den nuværende regering har de seneste tre år skabt en række rigtig gode resultater for det arbejdende folk. Vi har for eksempel fået Arne-pensionen, som er både rimelig og retfærdig over for de mange mennesker, der har knoklet hele livet siden de var 17 år. Vi har fået forhøjede dagpenge i de tre første måneder af ledighedsperioden, hvilket er en kæmpe fordel for de mange 3F’ere, der ofte ryger ind og ud af arbejdsmarkedet. Vi har fået en markant større indsats imod social dumping, hvilket også er en helt nødvendig og god indsats i forhold til de mange ufaglærte og faglærte, der hver dag bliver presset på løn- og arbejdsforhold af skruppelløse arbejdsgivere.

Fokus på almindelige danskeres forhold
Regeringens meldinger i valgkampen viser, at man også i de kommende år vil følge dette spor, der handler om et styrket velfærdssamfund, fokus på almindelige danskeres forhold, mindre ulighed, styrket sundhed og fokus på klima og miljø. Inflation, energikrise, krig i Europa og Covid 19 er naturligvis enorme udfordringer, der kræver brede, politiske løsninger. Men med Mette Frederiksen ved roret er kursen sat mod et mere retfærdigt, trygt og bæredygtigt samfund.

Pape har lagt kursen mod skattelettelser til de rigeste og en udhuling af velfærden
Det ser helt anderledes ud, hvis vi skal tro på de forskellige meldinger fra den blå opposition. Med Søren Pape i spidsen er kursen lagt mod skattelettelser til de rigeste og en udhuling af velfærden. Væk med topskatten, udhuling af dagpengene, væk med beløbsordningen og goddag til dybe nedskæringer i velfærden. Det konservative 2030-udspil er så socialt skævt, at tårnet i Pisa i en sammenligning kan ligne et stolt, dansk bøgetræ.

Jakob Ellemann, Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen er knapt så rabiate i deres udmeldinger i valgkampen. De hævder, at de offentlige udgifter skal følge den demografiske udvikling, og at topskatten ikke skal afskaffes. Måske.

Borgerlige vil forringe vilkårene for de almindelige danskere til fordel for de velstillede
Sandheden for dem alle er imidlertid, at de på linje med De Konservative vil forringe vilkårene for de almindelige danskere til fordel for de velstillede. Lad mig blot nævne, at de alle vil skrinlægge de forøgede dagpenge og i det hele taget fortsat udhule hele dagpengesystemet. Lad mig også nævne, at de vil gøre det meget nemmere for virksomhederne at hente billig arbejdskraft på den anden side af jordkloden. Sidst men ikke mindst vil de – selv om de siger noget andet – droppe Arne pensionen for at skabe arbejdsudbud til virksomhederne.

Ikke ligegyldigt hvor krydset sættes den 1. november
Det er altså ikke helt ligegyldigt, hvor du sætter krydset den 1. november. Forskellene er store. Vi skal vælge mellem et socialt retfærdigt samfund eller et samfund for de stærke og velbjergede. Jeg ved godt, hvad jeg vælger, når jeg står i stemmeboksen om en uge.

Med venlig hilsen

Martin Jensen
Formand for 3F Vejle

3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening.

3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet.

· Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle · 

· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk · 
Danmarks Stærkeste Fagforening 
Din fremtid - Vores opgave


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt