Nyheder
Social dumping for milliarder – nu er det nok Nye tal om skattefusk i byggebranchen burde få alle alarmklokker til at ringe.
Af Martin Jensen, formand for 3F Vejle, Flegmade 9L, 7100 Vejle og Claus Von Elling, Gruppeformand for Byggegruppen i 3F

Skattestyrelsen har i perioden 2020-2024 gennemført næsten 7.800 kontroller mod social dumping, viser nye tal. 5.000 af dem, er udført i bygge- og anlægsbranchen. Ud af dem blev der i næsten halvdelen fundet fejl. Samtidig er der sendt skatteopkrævninger ud for knap 2,1 milliarder kroner. Og det er efter alt at tyde endda kun toppen af isbjerget, der bliver afdækket. 

Indikerer en klar systematisk undergravning 
Det er ikke småfejl. Det indikerer en klar systematisk undergravning af vores velfærdssamfund. Det er helt uacceptabel at vi i Danmark, kan se virksomheder, der aktivt undergraver ikke bare det danske arbejdsmarked, men også det danske samfund ved skatteunddragelse og andet kriminalitet.

Det er ikke fair overfor de virksomheder, der følger reglerne. Man bliver vred over det på vegne af de kollegaer, danske som udenlandske, der arbejder hårdt og ordentligt. Samtidig bliver vores fællesskab i Danmark snydt for milliarder.

Tallene taler helt tydeligt: kontrollen virker. For når man finder fejl i næsten halvdelen af kontrollerne, betyder det, at der er endnu mere at komme efter. Derfor bør man også politisk opprioritere Skattestyrelsens og de andre myndigheders kontrolindsats. 

Lange uigennemsigtige kæder af underentreprenører og grov udnyttelse
Problemerne i byggebranchen er massive. Lange uigennemsigtige kæder af underentreprenører og grov udnyttelse vores udenlandske kollegaer er blevet den nye normal i dele af bygge- og anlægsbranchen. 

Derfor er det også rigtig godt, at vi i 3F’s Byggegruppe og DI Byggeri nu er gået sammen om et nyt brancheforum mod kriminalitet i byggebranchen. Forummet skal samle og analysere data, og komme med indspark til myndighedernes kontrolindsats. Det vil Skattestyrelsen og de andre kontrolindsatser få gavn af. 

Regner omkostningerne for diverse bøder som en driftsomkostning
Der er også behov for at stramme straffen for at begå arbejdskriminalitet. Alt for mange regner omkostningerne for diverse bøder som en driftsomkostning. Det skal ikke kunne betale sig hverken at lave skattesvindel, dokumentfalsk eller systematisk udnytte udenlandske kollegaer f.eks. med uhumske boligforhold.

Bøderne skal have et betydeligt nøk opad. Ved grove tilfælde af kriminalitet på arbejdsmarkedet, bør bagmændene straffes med fængsel. Vi skal se på om konkurslovgivningen kan strammes op. For ellers forbliver det stort set konsekvensfrit for dem, der ikke spiller efter fællesskabets regler. 

Vi skal satse benhårdt på mere kontrol
Det handler ikke kun om mistede skatteindtægter og kriminalitet på arbejdsmarkedet. Det handler om noget mere grundlæggende. Det danske arbejdsmarked er bygget på tillid, aftaler og samarbejde. Men udviklingen i bygge- og anlægsbranchen viser hvorfor der er behov for at vi stopper med at være naive, og satser benhårdt på mere kontrol.

Det burde være nemt og ikke kræve politisk mod. For vi skal ikke acceptere et pilråddent arbejdsmiljø, hvor mennesker udnyttes. Vi skal ikke acceptere unfair konkurrence over for de ordentlige virksomheder. Og vi skal ikke acceptere, at milliarder forsvinder fra vores fællesskab.

Danmark skal være et land, hvor man kan konkurrere på kvalitet, effektivitet og dygtighed. Det må aldrig blive på snyd og udnyttelse.

Vi står ved en skillevej, hvis vi også vil have en byggebranche til vores børn og børnebørn i fremtiden. Det handler om århundreders stolte håndværkstraditioner.

Vi ønsker en byggebranche med danske vilkår i fremtiden
Vores budskab er klart: Vi har brug for mere effektiv kontrol i byggebranchen. Vi har som samfund ikke råd til andet – både fordi milliarderne fosser ud af statskassen i skattesvindel, men også hvis vi ønsker en byggebranche med danske vilkår i fremtiden.

Med venlig hilsen

Martin Jensen, formand for 3F Vejle, Flegmade 9L, 7100 Vejle og Claus Von Elling, Gruppeformand for Byggegruppen i 3F

3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening.

3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet.

· Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle · 
· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk · 
Danmarks Stærkeste Fagforening 
Din fremtid - Vores opgave

 

 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt