Nyheder
Store bededag: Stop den falske melodi Regeringens forslag om at sløjfe store bededag er et vildskud af dimensioner og bør straks trækkes tilbage.
Otte lokale fagforeningsformænd, næstformænd og faglige sekretærer fra forskellige fagforeninger i Vejle siger det meget klart til regeringen.
Hold fingrene fra store bededag

Regeringen er helt ude af kurs i bestræbelserne på at skaffe penge og arbejdsudbud de kommende år.

Planerne om at sløjfe store bededag er simpelthen et vildskud af dimensioner. Forslaget er gift for lønmodtagerne og et groft angreb på den danske model. Samtidig er koblingen til investeringer i forsvaret en pinlig bortforklaring, som er opfundet til lejligheden for at få den bitre pille til at glide nemmere ned.

Både vi i fagbevægelsen og de fleste danskere har naturligvis gennemskuet regeringens primitive strategi. Det har regeringen erfaret her i den første uge af januar. Derfor har piben nu fået en anden lyd. Nu skal pengene også bruges til et velfærdsløft – og ikke mindst til de skattelettelser og den lempelse af arveafgiften, der er lagt op til i regeringsgrundlaget.

Nej! Forslaget skal droppes øjeblikkeligt. På arbejdsmarkedet skal vi nok selv finde ud af, hvordan vores arbejdsforhold skal være. Det skal politikerne ikke lovgive om.

Det værste er faktisk, at regeringens forslag er kommet som et lyn fra en klar himmel helt uden, at vi i fagbevægelsen er taget med på råd. Det går simpelthen ikke, og det skaber i hvert fald ikke tillid mellem fagbevægelsen og den nye regering.

Vi kan frygte, at de kommende ugers overenskomstresultater bliver uhyggeligt svære at få stemt hjem, fordi lønmodtagerne er stik tossede over regeringens indgreb i deres frihed. Er det, hvad regeringen ønsker?

Regeringen må finde andre veje til penge og arbejdsudbud end at stjæle danskernes fritid. Indkald til treparts forhandlinger i stedet. Måske man kan få nogle flere ledige i job? Måske man kan få nogle flere til at gå fra halvtid til heltid? Måske man kan få flere unge uden job og uddannelse ind i arbejdsstyrken?

Det hjælper i hvert fald ikke noget at sænke skatterne for de rigeste danskere og sænke arveafgiften. Det vil kun skabe øget ulighed. Til gengæld vil det gavne sagen at tage arbejdsmarkedets parter med på råd i en trepartsforhandling, hvor vi kan finde de konstruktive løsninger i fællesskab.

Regeringen har skudt sig selv i foden med forslaget om at droppe en helligdag. Det er en ommer. Og selv om et tilbagetog aldrig er rart, er en velovervejet retræte klart at foretrække frem for en uovervejet konflikt.

Med venlig hilsen

Ole Kjær, Afdelingsformand for HK Sydjylland
Lars Buur Holmboe, Formand for Vejle Lærerkreds
Jane Hjermitslev Poulsen, Næstformand for 3F Kongedalen
John Rasmussen, Formand for Metal Vejle-Grindsted
Jane Lønbæk - Faglig sekretær i FOA Trekanten
Claus Melgaard - Faglig sekretær i Malernes Fagforening Midtjylland
Hanne Ellegård – Formand for Social pædagogerne Lillebælt
Martin Jensen, Formand for 3F Vejle

3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening.

3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet.

· Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle · 

· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk · 
Danmarks Stærkeste Fagforening 
Din fremtid - Vores opgave

 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt