Arbejdsliv Plus
Er du opmærksom på dine apparaters strømforbrug? Nogle apparater i hjemmet bruger meget strøm, hvilket gør dem til et oplagt sted at starte, hvis man vil finde steder at spare.

Med de høje energipriser kan det give mening at gennemgå ens forbrug. For der er flere muligheder for at slippe lidt billigere, når elregningen skal betales.

Er du opmærksom på, om du har en strømsluger i hjemmet?

Generelt handler det om at købe produkter med bedst muligt energimærke samt bruge apparaterne mindst muligt derhjemme.

Du kan også prøve Sparenergi.dks beregner, hvor du kan beregne flere apparaters energiforbrug og din eventuelle besparelse.

Prøv beregner på SparEnergi.dk her
Her kan du spare på strømmen

Én af de største strømslugere i din bolig er tørretumbleren.

Her kan være rigtig mange penge at spare, hvis man hænger tøjet til tørre i stedet, især hvis man har en ældre tørretumbler.

Alternativt kan du købe en ny tørretumbler med energimærke A, der er det bedste. Den bruger mindre end en tredjedel af den strøm, en tørretumbler med det dårligste energimærke, G, bruger.

Og husk at tømme fnugfilteret! Her kan du spare op mod ti procent af strømmen, hvis du gør det, hver gang du har brugt den.

Hvis du har en håndklædevarmer, der kører døgnet rundt, kan du spare rigtig mange penge. Faktisk flere tusind kroner om året.

Derfor kan du spare mange penge ved at købe en med timer. Den slukker selv efter et stykke tid. Dog sparer du allermest ved at droppe håndklædevarmeren helt.

Et sted, du måske ikke tænker over, er din cirkulationspumpe. Den pumper vand rundt i radiatorer og gulvvarme og sikrer, at du har varmt vand, så snart du åbner for hanen.

Men mange vil kunne spare penge ved at skifte til en ny A-mærket cirkulationspumpe. Den bruger mindre strøm end en gammel. Samtidig er den ofte mere effektiv, så der skal bruges mindre varmt vand.

Hvis du skifter cirkulationspumpe, så sørg for, den er dimensioneret korrekt til dit hjems størrelse og forbrug, så den ikke bruger mere vand end nødvendigt.

I de kolde tider kan det være rart med en terrassevarmer. Men en eldrevet terrassevarmer kan give en større elregning, hvis du bruger den flittigt.

En eldrevet terrassevarmer bruger cirka 1,5 kilowatt i timen og med en kilowatt-pris på 2,75 kroner, koster det cirka 4,1 kroner i timen at have den kørende. Bruger du den for eksempel tre timer om dagen i 90 dage, løber regningen op i mere end 1.100 kroner.

Du kan også spare en del ved at udskifte de hårde hvidevarer, der altid er tændte.

Her kan du spare penge på både køleskabet, men også betydeligt på fryseren – især hvis det er en stor kummefryser.

Køb en fryser eller et køleskab, der dækker dine behov. Jo større det er, jo mere strøm bruger det som udgangspunkt.

Derudover er det en god idé at afrime fryseren. En fryser med meget rim bruger mere strøm for at holde temperaturen.

Hold 5 °C i køleskabet og -18 °C i fryseren, ikke koldere.

Selv når du svinger støvsugeren, kan du spare penge.

Hvis du går fra en støvsuger med 900 watt, hvilket er det maksimale, en ny støvsuger må, til en model på 750 watt, kan du halvere din elregning.

Har du en støvsuger fra før 2017, kan den potentielt bruge helt op til 1600 watt. Og så er der endnu flere penge at spare.

Det mest klimavenlige er dog at bruge den støvsuger, du har, så længe den fungerer, da det koster energi og materialer at producere en ny. Men når du engang skal skifte støvsugeren ud, kan du med fordel købe en støvsuger med under 750 watt.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt