Nyheder
Ninnas historie: Seksuel chikane førte til stress og sygemelding

Tekst: Anne Mette Omø Carlsen

Ninna har været ansat i firmaet i en årrække, hun er glad for sit job og dygtig til sit fag. Men Ninna har det svært derhjemme, sygdom og dødsfald i hendes nærmeste familie, alenemor og en presset hverdag præger livet i en periode sidste år.

Ninna har en kort affære med en kollega, som ikke accepterer at Ninna stopper forholdet. Han begynder at møde op de steder, hvor Ninna arbejder, opsøger hende privat, bliver vred, truende og siger blandt andet på et tidspunkt: ”Hvis du var en mand, havde jeg smadret dig”.

Da truslerne og chikanen har stået på noget tid, går Ninna til sin leder for at få hjælp. Lederens første forslag er, at de alle tre sætter sig ned sammen og taler om problemerne. Det afslår Ninna. Hun vil ikke have nogen kontakt til den mand, som truer og chikanerer hende. Herefter bliver hun fritaget fra at deltage i møder og andre sammenhænge, hvor hun kan risikere at støde på kollegaen.

Men sagen stopper ikke her. Ninnas leder, der skulle have hjulpet Ninna, begynder nu selv at både chikanere og sex-chikanere Ninna. Han tilføjer hende på Snapchat og begynder at sende billeder og tekst, hvor han beskriver detaljeret, hvad han vil gøre med Ninna, hvor og hvordan.

Lumre og direkte seksuelle kommentarer bliver en del af hverdagen. De kan ikke føre en normal samtale, uden at lederen drejer samtalen ind på noget seksuelt.

Ninna afviser ham gang på gang, beder ham stoppe og konfronterer ham ansigt til ansigt. Samtidig begynder hun at mærke stresssymptomer, have koncentrationsbesvær, søvnproblemer og ender med at sige sit job op og forlade firmaet.

Ninna bliver ansat et andet sted, men de psykiske problemer følger med, og allerede efter en uge siger kroppen fra og hun kan ikke komme ud af sengen på grund af smerter.

Hun vælger at fortælle om sine oplevelser og chikanen til lederen af det nye firma, og med støtte fra virksomheden er hun nu sygemeldt og har samtaler med en psykolog.

Ninna kommer til BJMF med sin historie, da hun har fået kendskab til at den samme leder som chikanerede hende, er begyndt at chikanere en anden kvindelig ansat. Det giver Ninna mod til at fortælle sin historie og forhåbentlig være med til at forhindre, at det sker fremover.

Ninna er medlem af BJMF, navnet er opdigtet, men redaktionen kender til Ninnas identitet.

Læs: Sig fra overfor chikane


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt