Tekst: Anne Mette Omø Carlsen. Foto: Søren D. Andersen
Thomas Jørgensen er tillidsrepræsentant i kooperativet Stenbroens, og samme sted er Tai Brandt valgt som arbejdsmiljørepræsentant. Stenbroens anlægsgartnere og træpleje er et miljøbevidst kooperativ af faglærte anlægsgartnere, planteskolegartnere og arborister, der siden 2006 har hjulpet kunder i hele København med alting inden for anlægsgartneri.
Tai og Thomas fortæller, at Stenbroens er organiseret som en medarbejderejet virksomhed, hvor kolleger med mere end et års anciennitet kan blive medejere. Kooperativet fungerer som et almindeligt firma, men har en valgt bestyrelse og en valgt daglig leder. Desuden er der nedsat en række arbejdsgrupper, så alle ikke skal sidde og tage stilling til, om der for eksempel skal indkøbes en ny bil.
– Vi har kigget lidt på hvordan andre kooperativer har organiseret sig, blandt andet Hustømrerne i Århus, byggefirmaet Logik & Co og det grafiske bureau, Eks-Skolens og så har vi i et grønt fællesskab gennem sit arbejde får lov fået inspiration ved studieture til udlandet blandt andet til Baskerlandet, fortæller Tai Brandt.
Godt arbejdsmiljø frem for vækst
Stenbroens har fungeret som medarbejderejet virksomhed siden 1.januar 2022 og har 8 ejere, og i alt 21 ansatte inklusiv de to kontoransatte. Stenbroens har både grå og grønne gartnere, aborister, som er dem der beskærer træer, elever og folk med forskellig anden baggrund.
Der findes ikke mange virksomheder som Stenbroens i Danmark, så Thomas og Tai fortæller, at det har været en lang proces at få det hele i stand.
– Vi vidste ikke så meget, men var tidligere en virksomhed med flad struktur, så hverdagen har ikke forandret sig så meget, siger Tai.
– Vi har masser at lave og behovet vokser, men vi har ikke lyst til at være rigtig mange. Vi lægger ikke vægt på vækst, men på et godt arbejdsmiljø, fortæller de to tillidsvalgte.
Thomas og Tai har begge deltaget på organiseringskursus i BJMF, og det har åbnet deres øjne for nogle nye ting, som selv et medarbejderejet firma slås med.
– Folk kan føle, at kooperativet er deres fællesskab, og at de måske ikke behøver andet, så vi har også folk der ikke er organiseret i deres fagforening.
Fagforeningsånden skal vi have implementeret i firmaet, siger Thomas. Tai følger op, og lægger vægt på, at han har fået redskaber til at få arbejdet sat i system og få tydeliggjort, hvad han laver som arbejdsmiljørepræsentant.
– Vi har også nogle udfordringer i en virksomhed som vores. For eksempel kan der være en tendens til at lave frivilligt arbejde, og det er noget vi taler meget om, siger Thomas.
Når medarbejderne bestemmer
Tai og Thomas fortæller om hvordan de gerne vil organisere deres arbejdsplads fremadrettet, og fordelene ved selv at bestemme.
– Vi har talt om forskellige tiltag, for eksempel 32 timers arbejdsuge, mere fleksible arbejdstider eller betalt fagforeningskontingent. Arbejdsglæden ligger ikke altid i en kæmpe høj løn, vi er også nødt til at kunne fastholde folk og gøre vores arbejdsplads relevant og interessant, påpeger både Thomas og Tai.
Det nære og klimaet i centrum
Stenbroens er ikke kun en særlig virksomhed på grund af måden de er organiseret, men også den måde de arbejder med naturen på.
– Vi tiltrækker nogle kunder, som vil en bæredygtig vej. Vi har en særlig niche, hvor vi arbejder med bæredygtighed meget lokalt, for eksempel i gårdrummene rundt i København, fortæller Thomas.
Stenbroens har arbejdet med projektet fra haver til maver, AB Storegård og biodiversitetspuljen og en stor plejeopgave på Herlev Hospital.
– Vi vil på sigt gerne være en spiller, der præger arbejdet med bæredygtighed, og fortsat har fokus på det lokale, siger Tai.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.