Forside Fordele Få hjælp Bliv medlem Søg Log ind Dagpenge Dagpenge og arbejde i andre EU og EØS lande
Du kan tage til udlandet for at arbejde - eller søge arbejde mens du får dagpenge. Ansøgningen om dagpenge i udlandet (EU - EØS) får du i din lokale a-kasse. Men før du tager afsted, er det vigtigt at have et overblik over reglerne, så du ikke risikerer at stå uden a-kasse - også når du kommer hjem.

Der kan være forskellige gode grunde til at søge arbejde i udlandet eller at rejse til et andet EU-EØS-land med dagpenge og søge arbejde. Hovedreglen er, at du skal forsikres i det land, hvor du arbejder, men reglerne er kringlede.

Derfor er det vigtigt, at du sætter dig godt ind i reglerne først, så du ikke risikerer at miste retten til dagpenge undervejs eller stå uden rettigheder, når du kommer hjem.

Reglerne for at bevare sin ret til dagpenge, mens man arbejder i udlandet, er komplicerede. Derfor anbefaler 3F's a-kasse, at du altid kontakter din lokale 3F a-kasse og får hjælp til at forstå reglerne, før du rejser ud for at arbejde eller for at søge arbejde. 

Før du rejser og når du vender hjem

Det kan få store konsekvenser, hvis du ikke har styr på reglerne, før du rejser ud. Kontakt derfor din lokale 3F a-kasse og få en grundig snak om løn- og arbejdsforhold, reglerne for a-kasse og dagpenge, før du pakker tasken.

Her er nogle af de ting, du skal være opmærksom på:

  • Danske overenskomster gælder normalt ikke for arbejde i udlandet. Derfor skal dine rettigheder sikres via en kontrakt med arbejdsgiveren.
  • Du skal også have konkret vejledning om de særlige forhold, der gælder om dagpenge og om at være medlem af en a-kasse, når du rejser ud - og kommer hjem. Spørg din lokale 3F a-kasse.
  • Kontakt også Borgerservice og hør, hvilke rettigheder du har, hvis du bliver syg, når du arbejder i udlandet og får brug for en læge. Dit gule sygesikringsbevis gælder ikke, når du arbejder i udlandet. 
  • Husk dine lønsedler! Du skal gemme dine lønsedler fra dit arbejde i udlandet, for det kan være svært at skaffe senere. Det er din dokumentation for omfanget af dit arbejde og kan også bruges til at dokumentere, at du har været medlem af en anden arbejdsløshedsforsikring.
  • Hos myndighederne i det andet land, skal du have udstedt blanketten PD U1, før du rejser hjem. Den er dit bevis for medlemsperioder og arbejdsperioder i landet.
Kontakt borger.dk

Hvis du kommer tilbage til Danmark, efter at du i en periode har været arbejdsløshedsforsikret i et andet EØS-land, kan du igen blive medlem af en dansk a-kasse, også selvom du ikke har arbejde.

Du skal dog opfylde nogle krav:

  • du har været medlem af en a-kasse i Danmark inden for de sidste fem år. Har du ikke det, kan du i nogle tilfælde få din anciennitet med fra EØS-landet. Samtidig skal du arbejde i Danmark i mindst 296 timer inden for 12 uger/tre måneder (fuldtidsforsikret) eller 148 timer (deltidsforsikret)
  • du skal søge om at blive optaget igen og aflevere din optagelsesblanket i den danske a-kasse seneste otte uger efter, at du træder ud af forsikringen i det andet EØS-land.
Dagpenge i udlandet

Hvis du har ret til dagpenge i Danmark og har været ledig i mindst fire uger, kan du få dagpenge med til udlandet (EU/EØS) i op til tre måneder, mens du søger efter arbejde dér.

Du skal udfylde en særlig blanket, som du kan få i din lokale afdeling. Op til du rejser, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark, og du må ikke rejse før den dato, som står på blanketten. Blanketten skal godkendes i a-kassen.

Fakta Hvad er EØS-lande EØS-landene er EU-landene + Norge, Island og Lichtenstein, som EU har et særligt samarbejde med. (Desuden behandles Færøerne og Schweiz normalt som EØS-landene). Du skal søge job undervejs

De enkelte lande kan have forskellige regler. Men fælles er, at du senest på 7. dagen -inklusiv afrejsedagen - skal tilmelde dig arbejdsformidlingskontoret i EØS-landet. Du skal altid stå til rådighed for fuldtidsarbejde, også selvom du kun er deltidsforsikret.

Får du ikke arbejde, skal du være tilbage i Danmark og tilmelde dig på Jobcentret igen senest den sidste dag i perioden (de tre måneder i udlandet), ellers mister du retten til dagpenge.

Hvis det skulle ske, skal du optjene retten til dagpenge igen. Det kræver 296 timers lønarbejde indenfor 12 uger/tre måneder at få dagpengene tilbage, hvis du er fuldtidsforsikret - og 148 timer, hvis du er deltidsforsikret.

Arbejde i et andet EU/EØS land 

Som hovedregel skal du være omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i det land, hvor du arbejder. Du skal selv sørge for at blive medlem af forsikringen. Spørg den offentlige arbejdsformidling i landet, hvis du er i tvivl.

Hvis det ikke er muligt at blive medlem af en arbejdsløshedsforsikring i det pågældende land, skal du få det på skrift og aflevere til din danske a-kasse, når du kommer hjem. Så skal a-kassen afgøre, om du fortsat kan være medlem af a-kassen i Danmark.

Hvis du arbejder med:

  • transport af personer eller gods mellem EØS-landene
  • skibsfart
  • fiskeri

kan du som hovedregel være arbejdsløshedsforsikret i det land, hvor virksomheden har sit hjemsted, eller det land hvis flag skibet fører. Reglerne er dog så specielle, at du altid skal tale med din lokale 3F a-kasse om det først.

Læs også om

Hvis du bliver udsendt til et andet EØS-land for en dansk arbejdsgiver, kan du kun bevare dit danske medlemskab af a-kassen, hvis din udsendelse er godkendt af Udbetaling Danmark. Læs mere på Borger.dk eller spørg i din lokale 3F a-kasse. Se også link her på siden.

Du kan også bevare dit medlemskab af a-kassen, hvis du arbejder som ulandsfrivillig i et godkendt bistandsprojekt (ikke alt ulandsarbejde er godkendt, så kontakt den konkrete organisation for at få det afklaret).

Du skal søge om optagelse senest et år efter, at du er rejst ud, og du skal have boet i Danmark umiddelbart før, at du rejste ud.

Som hovedregel får du ikke karantæne, fordi du stopper med dit arbejde i udlandet. Bortset fra hvis du er

  • grænsearbejder - det vil sige socialt sikret i et andet land, end hvor du bor
  • udsendt for den danske stat eller en dansk registreret arbejdsgiver.
Der er ingen a-kasser i Grønland. Derfor kan du blive medlem af en dansk a-kasse, hvis du får midlertidigt arbejde i Grønland for en dansk arbejdsgiver.

Du kan søge om at blive optaget senest et år efter, at du er flyttet til Grønland, og du skal have boet i Danmark umiddelbart før, du rejste. Opfylder du de krav, kan din anciennitet og dit arbejde regnes med til at få dagpenge i Danmark.
Får du arbejde på Færøerne, er du omfattet af en obligatorisk arbejdsløshedsforsikring, så derfor skal du meldes ud af din danske a-kasse imens.

Når du kommer tilbage til Danmark, kan din a-kasseanciennitet og dit arbejde regnes med i vurderingen af, om du har ret til dagpenge i Danmark.

Du skal sørge for at søge om at blive optaget i din danske a-kasse senest otte uger efter, at du er meldt ud af den færøske forsikring.

Før du forlader Færøerne, skal du søge om dagpenge fra den færøske a-kasse ALS. Skemaet hedder PD U2.

Husk, at du også kan tage dine danske dagpenge med til Færøerne for at søge arbejde, efter samme regler som gælder EU/EØS-lande.
  • Du kan ikke få feriedagpenge, når du arbejder i udlandet.
  • Er du udsendt for en dansk arbejdsgiver, kan du dog få feriedagpenge, hvis du er i Danmark, når din ferie begynder.
  • Under særlige betingelser kan perioder, hvor du har arbejdet i udlandet, tælles med til det arbejdskrav, man skal opfylde, for at få efterløn. Hør nærmere i din lokale 3F a-kasse.
Læs mere Vandrende arbejdstagere Hent pjece Jobsøgning i EØS lande og de nordiske lande Hent pjece

Nyt 3f.dk og Mit3F Vi er gået i luften med et nyt 3f.dk. I den forbindelse kan du desværre opleve forstyrrelser på 3f.dk og Mit3F. Vi beklager de gener, forstyrrelserne må have.
Kontakt