Dagpenge
Sådan får du supplerende dagpenge Arbejder du mindre end fuld tid, kan du eventuelt få supplerende dagpenge til at supplere din løn. Læs her, hvordan det beregnes – og hvordan du får en frigørelsesattest.

Arbejder du mindre end 37 timer om ugen – eller har du kun arbejde i perioder? Så har du måske mulighed for at få supplerende dagpenge, så du midlertidigt kan få dagpenge for de timer, du ikke arbejder.

Du kan højst få supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger.
Frigørelsesattest? 

Har du et opsigelsesvarsel over for din arbejdsgiver (for eksempel en måneds opsigelse), skal du have en frigørelsesattest fra arbejdsgiveren.

En frigørelsesattest betyder, at din arbejdsgiver frigør dig fra dit opsigelsesvarsel, så du kan stoppe fra dag til dag, hvis du får et arbejde med flere timer. For du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få dagpenge, og det gør du ikke, hvis du er bundet af et opsigelsesvarsel. Arbejdsgiveren er ikke tvunget til at skrive under, men arbejdsgiveren risikerer, at du ikke har råd til at tage jobbet uden frigørelsesattest – og dermed dagpenge.

A-kassen skal have frigørelsesattesten senest fem uger efter, at du er blevet ansat.

Er du deltidsforsikret, gælder andre regler. Kontakt din lokale 3F a-kasse hvis du vil høre mere om reglerne.

Sådan beregnes dine supplerende dagpenge  Som udgangspunkt kan man altid højst få dagpenge for 160,33 timer om måneden.

A-kassen opgør dine løntimer hver måned. Har du for eksempel haft 100 timers arbejde i måneden, kan du få dagpenge for de sidste 60,33 timer.

Der er en grænse for, hvor lidt man kan få i dagpenge: Som fuldtidsforsikret kan du ikke få dagpenge for mindre end 14,8 timer om måneden. Så mangler du kun en time her og der, er der altså ingen supplerende dagpenge at hente.
Genoptjening og forlængelse af supplerende dagpenge

Du kan optjene en ny ret til supplerende dagpenge, også mens du modtager supplerende dagpenge. Det vil sige, at du kan have optjent en ny ret, endda før de 30 uger er gået.

Hvis du for eksempel har 10 ugers supplerende dagpenge tilbage, men optjener en ny ret, falder de 10 uger væk, og du har i stedet 30 nye uger.

Her kan du se eksempler på, hvad der giver ret til en ny periode med 30 ugers supplerende dagpenge:

  • Mindst seks måneder med mere end 146 løntimer i hver af månederne.
  • Mindst 13 perioder af 14 dage (14 dage lønnet) med mere end 68 timer i hver periode.
  • Mindst 26 uger med mere end 34 timer i hver uge

Der er andre regler for deltidsforsikrede, tal med din lokale 3F a-kasse om det.

Hvis de 30 uger er gået, og du IKKE har arbejdet nok til at få en ny periode, kan du måske få forlænget de 30 uger med op til 12 uger.

Forlængelsen sker for fire uger ad gangen. Det er a-kassen, der beregner, om du har mulighed for at få forlænget dine supplerende dagpenge.
Læs mere Supplerende dagpenge Hent pjece

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt