Nyheder
Ny branchegruppe for industrien i 3F Frederiksborg Den 16. juni mødtes medlemmer fra industrien til den allerførste generalforsamling i den nye industribranchegruppe i fagforeningen.

Med genetableringen af branchegrupperne i 3F Frederiksborg er der skabt en platform, hvor tillidsvalgte og fagligt aktive kan mødes på tværs af arbejdspladser, dele erfaringer og diskutere både udfordringer og løsninger. Det giver samtidig de bedste forudsætninger for at sammensætte et stærkt hold til bestyrelsen, kongressen og fremtidens faglige arbejde.

Generalforsamlingen blev indledt med de formelle punkter. Indkaldelsen blev godkendt som rettidig, og faglig sekretær Lamine Toure blev valgt til både dirigent og referent. Forretningsordenen blev ligeledes godkendt uden bemærkninger.

En vigtig del af mødet var behandlingen af vedtægterne for Industribranchegruppen. Efter debat og afstemning blev forslaget til vedtægter godkendt, dog med den ændring at de faglige sekretærer i 3F Frederiksborg også kan vælges til poster i Industribranchegruppen.



Valg af bestyrelse

Så fulgte valgene til ledelsesposter. Tonny Møller, der i mange år har været aktiv i brancheklubben for snedker- og nichefagene i 3F, blev valgt som formand for to år.
Til næstformandsposten blev Lai Kuen Cheung valgt for ét år, og Bo Semberg Boesgaard blev valgt som bestyrelsesmedlem – ligeledes for ét år. Både Lai og Bo arbejder til daglig på PP Møbler i Allerød.

Industribranchegruppen vil fremover holde tre årlige møder, og første møde bliver onsdag den 8. oktober 2025 kl. 16.00.
Til dette møde vil bestyrelsen invitere Lene Petersen, der er tillidsrepræsentant på Elos, til at fortælle om sine oplevelser og vedtagelser på 3Fs kongres i september, hvor hun er kongresdelegeret. Mødet bliver åbent for alle medlemmer af industribranchegruppen og vil bl.a. blive opreklameret blandt de tillidsvalgte for at sikre bred deltagelse.

Hvis du som industrimedlem har spørgsmål, forslag til temaer eller aktiviteter, som branchebestyrelsen bør tage op, så kontakt Lamine Toure: lamine.toure@3f.dk. Lamine fungerer som branchegruppens sekretær.


Vigtigt netværk

Efter generalforsamlingen ser industribranchegruppen frem til, at vi får opbygget et rigtigt godt netværk blandt tillidsfolk og fagligt aktive på industriområdet her i 3F Frederiksborg – der er brug for at vi står sammen – også selvom mange ansatte hos store virksomheder måske tænker, at de får en relativ god løn.

Arbejdsvilkår, tryghed, trivsel, arbejdstid, arbejdsmiljø og indflydelse på arbejdspladsen er områder, hvor stærkt sammenhold gør en forskel – uanset lønniveau. Og vi skal huske, at de gode lønninger ikke er kommet af sig selv – de er et resultat af mange års fælles kamp, stærke overenskomster og aktive tillidsrepræsentanter. En ordentlig løn og gode arbejdsvilkår på én virksomhed, kan hæve standarden i hele branchen, hvis vi står sammen. Uden sammenhold risikerer vi at miste den styrkeposition.

Vedtægter for industribranchegruppen Vedtægter for Industribranchegruppen 47,7 KB PDF Hent dokument

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt