Kære medlem
Flere år med høj inflation, indgåelse af et privat forlig i 2023 og en trepartsforhandling med fordeling af løn til enkelte grupper på især det kommunale og regionale område, har haft stor indflydelse på overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked. Det har lagt et pres på lønmodtagersiden, for at sikre betydelige generelle lønstigninger samt store puljer til organisationsforhandlinger her ved OK24.
Vi har ved de kommunale forhandlinger, over de næste to år, fået sikret en ramme på 8,8 % - en historisk høj ramme.
I forliget mellem Forhandlingsfællesskabet og KL er der aftalt generelle lønstigninger på i alt 6,51 % procent over de næste to år og en udmøntningsprofil, der sikrer generelle lønstigninger på 4 % med virkning allerede pr. 1. april 2024. Foruden de generelle lønstigninger, er det lykkedes at få afsat 2 % til forhandling af de enkelte overenskomster og en forhøjelse af den særlige feriegodtgørelse.
Vi har ikke blot sikret reallønnen men også en fremgang på 2,17 %. Udover den fast forhandlede økonomiske ramme, har vi også sikret en ekstraordinær forhandling i slutningen af 2025. Forhandlingen er med henblik på, i indeværende overenskomstperiode, ekstraordinært at håndtere en eventuel ubalance mellem den offentlige og den private lønudvikling.
Af andre gode resultater, kan jeg fremhæve forbedrede vilkår for vores tillidsrepræsentanter, der ud over at få mulighed for at møde ansatte i arbejdstiden, også får bedre vilkår for at aftale flere tillidsrepræsentanter på geografisk spredte lokaliteter.
Som noget helt nyt, danner OK24-forliget ramme om en frihedsopsparingskonto, hvor der er mulighed for at opspare lønnet frihed til senere brug. Dette er med til at skabe fleksibilitet for den enkelte, der med aftalen kan opspare helt op til 15 dage, som kan afvikles i en sammenhængende periode til frihed efter eget ønske.
Som afsluttende sejre for 3F’s medlemmer, vil jeg fremhæve den øgede lønret for den lovbestemte udvidelse af fraværsperioden i forbindelse med barsel og de forbedrede arbejdsmiljøvilkår, hvor der især er fokus på rammerne for natarbejde.
Gruppebestyrelsen og hovedbestyrelsen anbefaler, at du stemmer ja til resultatet.
Med venlig hilsen
Lydia Callesen
Formand for Den Offentlige Gruppe
Forliget gælder for to år og er indgået mellem KL og Forhandlingsfællesskabet.
Det samlede forlig udgør en økonomisk ramme på 8,8 %.
Hvordan rammen fordeler sig, kan du se af nedenstående skema.
Økonomisk oversigt over det kommunale forlig
2024 | 2025 | I alt | |
Generelle lønstigninger inkl. reguleringsordningen | 5,74% | 0,77% | 6,51% |
Organisationsmidler | 2% | 2% | |
Øvrige forbedringer | 0,04% | 0,045% | 0,085% |
Forbedringer i alt | 5,78% | 2,82% | 8,6% |
De samlede generelle lønstigninger i overenskomstperioden udgør 6,51 % inkl. forventet udmøntning fra reguleringsordningen.
Vi forventer, at de generelle lønstigninger, inkl. udmøntning fra reguleringsordningen, vil sikre en reallønsfremgang i overenskomstperioden.
De generelle lønstigninger, inkl. udmøntningen fra reguleringsordningen, fordeler sig således over de 2 år.
Parterne er enige om at videreføre reguleringsordningen.
Reguleringsordningen baseres pr. 1. oktober 2025 på et mere retvisende indeks, der vil sikre en bedre balance mellem lønningerne på det private og det offentlige arbejdsmarked. Ændringen består i overgang fra det 'implicitte lønindeks’ til Danmarks Statistiks ’standartberegnede lønindeks’.
For at understøtte balancen mellem den offentlige og private lønudvikling, er parterne enige om at optage forhandlinger i september 2025.
Forhandlingen er med henblik på, i indeværende overenskomstperiode, ekstraordinært at håndtere en eventuel ubalance mellem den offentlige og den private lønudvikling.
Der afsættes 0,045 % til et fokuseret projekt for de lavest lønnede.
Det indebærer, at grundsatserne for løntrin 11-14 forhøjes med 1.924 kr. årligt.
Opsparing af frihed
Parterne har, med virkning fra 1. maj 2025, etableret en ny mulighed for, at medarbejdere kan opspare frihed til senere afvikling f.eks. i forbindelse med indkøring af børn i institution, pasning af syge forældre eller længere ferierejser.
Periodeprojekt om fritvalgsordninger
Parterne er enige om, i den kommende overenskomstperiode, at analysere og beskrive fritvalgsmodeller tilpasset de kommunale forhold med henblik på at opnå et fælles grundlag for forhandlinger af og evt. etablering af en fritvalgsordning ved overenskomstforhandlingerne i 2026.
Pensionister, som genoptager beskæftigelse, bliver omfattet af overenskomsternes dækningsområde/pensionsbestemmelser fuldt ud.
Nyansatte omfattes fuldt ud pr. 1. maj 2024, mens allerede ansatte omfattes senest pr. 1. oktober 2024.
Der iværksættes en indsats vedrørende forebyggelse af arbejdsrelateret fysisk eller psykisk vold, trusler og (digital) chikane.
Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne (SPARK), uddannelse i ledelse af psykisk arbejdsmiljø og uddannelse i psykisk arbejdsmiljø for ledere og tillidsvalgte videreføres og udvikles i OK-24 perioden.
Natarbejde skal indgå i arbejdsmiljøorganisationens årlige drøftelse.
Parterne konstaterer, at det generelt anbefales, at arbejdet tilrettelægges med så få natskift som muligt og med højst tre natskift i træk.
Arbejdsgiver skal senest 14 dage efter kendskab til gravid medarbejder sørge for, at den gravide ikke udfører natarbejde mere end én gang om ugen.
Her kan du læse om de punkter i forliget, der får betydning for din løn og dit ansættelsesforhold i de næste to år.
Løn: Fra 1. april 2025 stiger alle med et grundlønstillæg på 3.540 kr. om året i 31.3.2000-niveau.
Weekendtillæg: Fra 1. april 2025 forhøjes tillægget for arbejde om lørdagen, og vil derefter udgøre samme sats som weekendtillægget.
Pension:
For månedslønnede, timelønnede og elever stiger pensionsprocenten fra 1. april 2025. Pensionsprocenten stiger med +0,36 % fra 14,86 % til 15,22%.
Der indføres fritvalgsordning, så al pension over 15% kan udbetales som løn eller indbetales på pensionsopsparingen efter medarbejderens ønske.
Pensionskarensen nedsættes for månedslønnede, timelønnede og elever fra fem til tre måneder.
Elever: Fra 1. april 2025 får alle elever under 25 år nu grundløn på løntrin 5. Dvs. at procentaflønningerne afskaffes og hæves til løntrin 5.
Ungarbejdere: Lønnen til ungarbejdere stiger og bliver aflønnet af en procentsats af løntrin 14.
Uddannelser: Der er aftalt, at Bilag A, indeholdende overenskomstens område skal opdateres, samt procesoperatører indføres som faglært uddannelse.
Den Kommunal Kompetencefond: Den Kommunale Kompetencefond videreføres med forbedringer af Fra ufaglært til faglært og der tilføres yderligere midler til fonden.
Arbejdstidsbestemte særydelser (Fælles for specialarbejdere, specialarbejdere i København og Frederiksberg, håndværkere og teknisk service):
Der bliver afsat 2,0 % til aftale om arbejdstid, forskudt tid, holddrift og rådighedsvagt. 1% bruges til forhøjelse af satser og 1% bruges til at der nu er 1% i pension af alle særydelser.
Har du forslag til ændringer til artiklen, du er i gang med at læse, er du meget velkommen til at sende din feedback til os.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.