Gå til indhold
Tryk Enter

76.000 kr. til pakkechauffør

Firma uden overenskomst blev ved Retten i Glostrup dømt til efterbetaling af løn, manglende løn i opsigelsesperiode, samt godtgørelse for fejl i ansættelsesbevis til et medlem af 3F Frederiksborg, der førte sagen.

76.000 kr. til pakkechauffør
»I 3F er mottoet »Dit arbejdsliv er vores hjertesag« og det varmer virkelig om hjertet, når vi vinder og der går penge tilbage til medlemmet«, siger Elaine Larsen, faglig sekretær i 3F Frederiksborg.

Vores medlem arbejdede som pakkechauffør og den 29. juni 2022 rejste han på ferie og regnede selvfølgelig med, at han skulle fortsætte med sit arbejde efter ferien. 

Da han i august mødte op på arbejdet igen, ville arbejdsgiveren ændre i lønnen, så han fremover skulle arbejde til en noget lavere løn. Det ville vores medlem selvfølgelig ikke acceptere, og arbejdsgiveren meddelte så, at medlemmet var fyret tilbage i juni på den sidste arbejdsdag inden ferien.

 

Vores medlem henvendte sig derfor i fagforeningen, fordi han ikke rigtig kunne forstå, hvordan arbejdsgiveren kunne opsige ham med tilbagevirkende kraft, når han ikke havde modtaget en fyreseddel inden ferien.

 

Flere fejl

Faglig sekretær Elaine Larsen så på sagen, og som så ofte før viste det sig, at der gemte sig flere uregelmæssigheder, når fagforeningen får fat i lønsedler og ansættelseskontrakter. Det handlede både om forkert aflønning, manglende løn i opsigelsesperioden og fejl i ansættelsesbeviset.

 

Ved gennemgang af lønsedlerne viste det sig, at medlemmet havde fået for lidt i løn i en lang perioden. Firmaet havde skiftet navn og cvr-nummer flere gange, og medlemmet havde i den forbindelse fået ny ansættelseskontrakt, men udførte fuldstændig de samme opgaver – han kørte i samme bil og samme rute. 

3F Frederiksborg mente derfor, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse og rejste derfor krav til den nuværende arbejdsgiver om også at efterbetale løn fra de tidligere firmaer.

 

Ansættelsesbevis med mangler
Elaine fandt også fejl i ansættelsesbeviset, da det ikke var i overensstemmelse med loven, hvor stillingsbetegnelse manglede, og hvor der ved virksomhedsoverdragelse skal være angivet anciennitet.

 

Ingen overenskomst
Firmaet havde ingen overenskomst med fagforeningen, og derfor blev sagen ført som en civil retssag ved Domstolen i Glostrup i efteråret 2024. Her repræsenterede en af 3F’s dygtige advokater vores medlem på baggrund af den dokumentation, som Elaine havde tilvejebragt. 

Ved domstolen fik 3F Frederiksborg ret i sine krav, og arbejdsgiveren blev dømt til at betale 75.986,83 kr. til vores medlem. Hertil lægges procesrenter for perioden fra 3F anlagde sagen til betalingen faldt. – Og arbejdsgiveren blev pålagt at betale sagens omkostninger.

 

»I 3F er mottoet »Dit arbejdsliv er vores hjertesag« og det varmer virkelig om hjertet, når vi vinder og der går penge tilbage til medlemmet – også selvom sager ved de civile domstole ofte tager lang tid«, siger Elaine, der i 3F Frederiksborg arbejder med faglige sager på transportområdet.

 

 


Masser af fordele med 3F
Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga