Tekst: Anne Mette Omø Carlsen. Foto: Søren D. Andersen
Agnieszka har arbejdet som kranfører siden 2017, og elsker sit arbejde med udsigten fra de store kraner, og at se et projekt starte fra nul og vokse sig større og større. Men hun har også oplevet en bagside af kranføre-medaljen, som en af de få kvinder på byggepladsen.
– Jeg er fra Polen, og startede i et nyt team hos vikarfirmaet Adecco, hvor en anden polsktalende mandlig kollega begyndte at tale højt om hvad han vil gøre ved mig. I kantinen fortæller han højlydt til alle de andre, hvordan han skal lære mig hvordan man har sex og om alt det han vil gøre ved mig, fortæller Agnieszka.
Det er tydeligt for Agnieszka, at kollegaen er provokeret over, at hun er kvinde og fra Polen, hvor kvinder i byggebranchen er endnu mindre almindeligt end i Danmark. Alle kollegaerne kender hinanden, så arbejdslivet bliver svært for Agnieszka. Hun beslutter sig på et tidspunkt for at klage til teamlederen.
Lederen truer
– Jeg får ikke noget hjælp at lederen, fordi de er venner. Derfor begyndte jeg at optage de grove kommentarer, fortæller Agnieszka.
Optagelserne fører til at lederen siger: Vil du også optage mig, når jeg er toilettet og kulminerer med, at hun en dag bliver mødt med truslen: Du er medarbejder her, men udenfor kan jeg slå dig.
Agnieszka ender med en sygemelding og kontakt til fagforeningen, hvor hun med hjælp fra BJMF’s socialrådgiver Pernille Rasmussen bliver henvist til Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
Læger og psykologer på Bispebjerg anerkender, at Agnieszkas oplevelser på arbejdspladsen har ført til sygemelding og stress, og hun bliver tilbudt behandling.
Uden konsekvenser
– Jeg har arbejdet med mig selv, mine grænser og hvordan jeg siger tydeligt fra. Jeg er i dag arbejdsdygtig uden mén, men det har ikke haft nogen konsekvenser for ham, der chikanerede eller lederen, der truede og intet gjorde. Firmaet kunne pludselig ikke finde nogen oplysninger, siger Agnieszka.
Hun har nogle klare budskaber til både mandlige kollegaer og til fagforeningen.
– Kvinder har ret til at være smukke, men det giver ikke ret til at kommentere deres påklædning, vægt, udseende. Det skal gøres meget mere tydeligt. Og så skal psykiske arbejdsskader vurderes lige så højt som fysiske, påpeger Agnieszka.
Hun er glad for, at fagforeningen hjalp hende, og at fagforeningen er både til de klassisk faglige sager, men også til psykiske arbejdssager. Samtidig efterlyser hun et sted, hvor kvinder kan mødes og tale om deres oplevelser og føle sig hørt og taget alvorligt.
– I sidste ende er det også et ledelsesansvar, at man kan gå på arbejde uden at skulle blive chikaneret og krænket på grund af ens køn. Der er simpelthen for meget piksolidaritet, og det skal stoppe, siger Agnieszka.
Agnieszka er nu tilbage i kranen hos et andet firma.
Artiklen er bragt i Fagligt Fokus nr. 1/2025
Læs også:
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.